I forbindelse med sidste semester på seminariet blev jeg præsenteret for krigen i Syrien, hvilket førte til, at jeg læste Puk Damsgårds ‘ Ser du månen, Daniel‘. Lidt tilfældigt faldt jeg derefter over, at Daniels foredrag..
Allerede inden jeg nåede frem til Scandic i Horsens, hvor det fandt sted, var jeg ikke bare spændt på selve foredraget, men også på antallet af tilhører. Jeg havde nemlig set på facebook, at foredraget var udsolgt, og der var flere der efterspurgte billetter. Jeg var taget afsted i okay tid, så jeg kunne være der, når dørerne åbnede 45min før start, hvilket jeg ikke var den eneste, der havde tænkt. Allerede da jeg kom, var der en lang kø ud af receptionen på hotellet og kort tid efter min ankomst, havde køen forlænget sig ud af døren. Det var heldigvis en lun sensommer aften, og stemningen i køen var afslappet. Hotellet havde sat en bod op udenfor, hvor man kunne købe pølser og drikkevarer, og det var tydligt, at mange havde købt billetter til dette foredrag som en familie- eller gruppeudflugt. Der var hyggelig småsnak, og jeg kunne høre, at flere snakkede om bogen og forventningerne til foredraget.
Så åbnede de dørerne. Jeg var heldig og fik en perfekt plads på 3 række, med fuld udsyn til scenen hvor Daniel ville stå. På scenen stod et bord og en stol, hvilket var de få remedier, Daniel havde brug for. Den spændte summen fra køen fortsatte i salen, der langsomt blev fyldt op. Flere sad med deres mobiler og forevigede deres oplevelse med selfies. Jeg sad selv fuld af forventninger og forsøgt at indtage hele oplevelsen. Jeg var afsted alene, så jeg kunne bruge alt min tid på bare at observere folk og mærke stemningen.
Pludselig stilnede småsnakken af, og man kunne mærke den sitrende fornemmelse af at noget stort skulle til at ske, og så kom Daniel på ind. Afslappet begyndte hans historie fyldt med humor og seriøsitet i en pragmatisk harmoni. De dystre sætninger blev leveret med alvorlighed, men uden melankoli og selvmedlidenhed. Daniel virker som en fyr, der har gennemarbejdet sin oplevelse, men som også hver gang han deler sin historie, træder et skridt længere væk fra sit mareridt.
Daniel tog afsted til Syrien, for at dokumentere den verden der lever i krig. De mennesker der forsøger at få deres liv til at fortsætte under de ofte horrible forhold, som en krig desværre medfører.
Det var ikke død og ødelæggelse der fascinerede mig mest…
siger Daniel og fortsætter at hans opmærksomhed var vendt mod menneskerne, der mest af alt bare gerne vil leve et normalt liv. Uden krig. Mennesker der forsøge at opretholde en hverdag, hvor børn stadig kan spille fodbold og lege.
Når man har læst Puk Damsgårds bog, kender man en del til Daniels historie, men hvad man ikke kan læse sig til, er de små sidebemærkninger og den følelse der kryber ind under huden, da Daniel viser hvordan han sad bundet, blev tortureret og mishandlet. Det bliver pludselig virkeligt, når man ser Daniel stå på scenen. Han ligner umiddelbart en ganske almindelig ung fyr – men man oplever hans brutale ærlighed, og jeg må indrømme at jeg blev ramt, da han fortalte om sit første telefonopkald til sin mor efter at være blevet frigivet.
Daniel Rye er en sej fyr! Han fortjener en dyb respekt, og jeg håber inderligt for ham og hans familie, at hans oplevelse ikke bliver et hjemmesøgende element, men en del af hans historie, der har været med til at forme den Daniel, han vil være i fremtiden. Vi er et produkt af vores fortid, men det er op til os, hvordan den skal forme os. Daniel ser ud til at have fundet sin vej. Jeg ønsker ham ihvertfald alt det bedste frem over.
Tak Daniel, fordi du ville dele din historie.
nenaskov 