Tre autostole på bagsædet

Som titlen jo nok afslører, så er dette et indlæg om børn og ikke bøger! 🙂 Men i denne tid er der jo mange andre tanker end bogtanker, der suser rundt i hovedet, så hvorfor ikke dele vores erfaringer med andre der evt. står i samme situation.

Det er som om at verden er indrettet i par. To forældre og to børn. Rejser med pakketilbud for to voksne og to børn, huse med 3 værelser og ja store rummelige biler, men plads til kun to børn på bagsædet.

Vi har en Ford Focus stationcar fra 2013. En stor og rummelig bil der indtil nu aldrig har været for lille. Min mand kan tilogmed transportere hans pinball maskiner i den, uden det er et problem. Men tre autostole på bagsædet? Nej det er åbenbart ikke en mulighed, hvis man vil holde sikkerhedskravene – og ja, hvilken forældre vil ikke det!

Alt dette vidste vi dog ikke, da vi i påsken drog til Babyone i Flensburg for at erhverve os nye autostole til tvillingerne og en stol til Alexander i den næste størrelse. For vi var godt klar over, at hans nuværende autostol ikke ville være en løsning, da den i sig selv fylder halvdelen af bagsædet. Men det var klart en billigere løsning for os at skifte hans autostol, end at skifte bil. over 100.000kr i forskel! 😉

Vi havde allieret os med min svigerfar, der kan snakke tysk, hvilket vi nemlig ikke selv gør nok til at kunne kommunikere på autostolstysk. Dette viste sig dog slet ikke at være et problem, da de havde en dansktalende ekspedient på arbejde.

Ekspedienten, min mand og svigerfar begav sig ellers målrettet ud til bilen, med de smalleste autostole til isofix og skulle nu forsøge at finde plads på vores bagsæde. Alt i mens den gravide selvfølgelig blev inde i varmen! 🙂 Men de kom ikke glade ind i butikken igen – for det kunne simpelhen ikke lade sig gi’. Autostolene ville ikke presses sammen, og med vores ønske om isofix baser til tvillingernes babystole var der kun en løsning. At placere Alexander på forsædet i en forudvendt autostol. Heldigvis er han så stor nu, at det passer med sikkerhedskravene, så nu er løsningen blevet at mor og far skal kæmpe om, hvem der skal klemmes ind på bagsædet mellem de to babyer, mens “kong” Alexander kan indtage forsædet i bedste maner i ny lækker autostol. Heldigvis bliver dette ikke et problem i hverdagene, da vi sjældent kører sammen, men næsten altid har hver vores bil. Og skal vi på korte distancer kan løsningen være at benytte begge biler. Det er dog lidt ærgerligt, at det skal være så besværligt at få barn nr. 3 i en verden lavet til 2.

Vi kunne selvfølgelig vælge at skifte bilen ud, men det er jo ikke en gratis fornøjelse – ikke hvis vi vil bibeholde en bil af samme kaliber og lige så ny. Nu må tiden så vise, om vi kan acceptere vores løsning, eller om vi bliver irriteret nok til at finde på en anden. Vi har ihvertfald lært, at så længe vi beholder vores Ford Focus, så er det den løsning vi må acceptere.

Vi endte med følgende autostole – virkelig lækre stole:

Tvillingerne får en Maxi Cosi Pebble plus stol med 2wayfix baser, som også kan genbruges til når de rykker op i næste stol. Stolenes newborn indlæg gør stolen ekstra lækker, når nu risikoen for at de er mindre end normalt er højere.

maxi-cosi-pebble-plus-babyschale-i-size_70082-63005396_4

Alexander får en Concord (tysk mærke) autostol, der kan bruges fra 15kg og 90cm pga. dens evne til at blive justeret i højden. Og så valgte faren at den skulle være blå, fordi knægten elsker blå.  😉

1012161_0

Vi var rigtig begejstret for oplevelsen hos Babyone, trods at det ikke lykkes os at få tre stole på bagsædet. De var meget hjælpsomme, og der var gode priser, plus yderligere mulighed for at handle lidt. Det resulterede også i, at vi, lidt spontant, investerede i en tvillingeklapvogn. En B-Agile Double fra Britax-Römer. Mer’salg – hvorfor ik! 😉

 

Dette indlæg er ikke lavet som sponsor indlæg, men er udelukket baseret på egne holdninger og skrevet uden opfordringer fra producenterne eller forhandlerne nævnt.

Skriv en kommentar