GEMINIDERNE – Nanna Foss (Anmeldelse)

GEMINIDERNE – 5 ud af 5 stjerner (Anmeldereksemplar fra Forlaget Tellerup)

Jeg vil ikke tænke på ham.
Jeg VIL ikke!
Hvornår fatter min hjerne at det er dømt til at mislykkes?
Ham og mig. Det går bare ikke.
Punkt 1: Jeg er livsfarlig.
Punkt 2: Vi er fra forskellige tider. Helt bogstaveligt.
Punkt 3: Fik jeg nævnt at jeg er livsfarlig?

Pi og hendes venner forsøger at finde ud af hvad der er sket med dem …
og hvorfor.
Hvert spor kan være afgørende for deres overlevelse.

Problemet er bare at nye mysterier dukker op hele tiden.
Kryptiske drømme, en telefonsvarerbesked fra fremtiden og en person i rød hættetrøje.
Snart opdager de at der er andre ligesom dem.
Men hvem kan de stole på?

Det føles som om noget er dømt til at gå galt. Virkelig galt.
Det er kun et spørgsmål om tid …

Til bogforum i starten af november slæbte jeg en stor stak anmeldereksemplar med hjem fra Forlaget Tellerup. En skøn blanding af spændende og mystiske historier som skulle forsøde vinterens kulde. I blandt disse bøger lå andet udspil fra Nanna Foss – nr. to i Spektrum serien GEMINIDERNE. Jeg var virkelig begejstret for den foregående bog LEONIDERNE, som jeg anmeldte sidste år, og derfor forsøgte jeg også at trække spændingen, så længe jeg kunne. Faktisk havde Mofibo forpræmiere på Geminiderne allerede i oktober, men jeg valgte bevidst ikke at læse den her. Jeg har et had/kærligheds forhold til de bøger i serier, som jeg jubler over. Selvfølgelig kærlighed fordi at det er det fedeste læsning, og jeg elsker elsker elsker at bliver skræmt, forundret, vred, ked af det, spændt osv. når jeg læser de aller bedste historier. LEONIDERNE var en af de historier, hvor jeg ramte hele følelsesregistret, og derfor ulmede hadsforholdet til bog nr. 2. Fordi at Nanna ikke har skrevet hele serien endnu, og jeg vidste jo inderst inde godt, at GEMINIDERNE var et lige så stort mesterværk som LEONIDERNE, og derfor ville jeg læse den på ingen tid og være enormt ulykkelig over at skulle vente endnu et år på den tredje bog i rækken. Og det er så der, jeg befinder mig nu….efterladt med følelsen af afmagt, men heldigvis oversået af kæmpe stor begejstring. (Jeg læser i øjeblikket ‘Den kæmpe store pære’ med sønnen, og hvis min begejstring var en frugt, ville den være en kæmpe stor pære.) Jeg har lyst til at bande højlydt af glæde over denne fantastisk opfølgning på historien om vennerne og deres rejse.

Hvor vi i LEONIDERNE havde Emilie som fortæller, skiftes der i GEMINIDERNE til Pi. Pi er pigen med de brændende hænder, den hårde tvillinge bror og den uforstående ‘Gertrud Sand lignende’ mor. Hun er pigen med de mange mange følelser og den store mørke hemmelighed, der giver hende mareridt og afbrændte dyner. Jeg er vild med Pi. Jeg er vild med at hendes upolerede ydre, ikke nødvendigvis også afspejles i hendes indre. Pi er en pige, som alle andre, med et bredt spektre af kvaliteter, og hun er virkelig en tiltalende og skøn fortæller. Men det er jo Nanna’s fortjeneste. Beskrivelsen af Pi og hendes syn på verden og den historie der finder sted, er så malerisk, beskrivende og detaljeret uden at være langtrukken, dikterende og pernibben. Jeg vil nok egentlig gerne bruge ordet FORFØRENDE! Jeg føler mig forført af endnu et kapitel i dette indviklede univers af mystiske hændelser, der egentlig allerede måske har fundet sted, men som ikke skal ske endnu, og som nogen ved noget om, mens andre ikke gør. Forvirret? Ja, det er jo det skønne ved bøgerne. Nanna formår at åbne op for Pandoras æske – hun slipper uhyggeligheder løs, men hun holder stadig kortene tæt på kroppen. Det er et perfekt samsurium af afsløring og hemmeligheder, der holder læseren fastlåst i spænding, og som netop efterlader mig fuldstædig spængfyldt af komplimenter og fornøjende udråb.

En stikflamme knitrer gennem kroppen, sprutter blodrød ild ud i sneen. Lyset fra mine hænder flakker over hans ansigt, tegner arrets kanter skarpt op. Det røde skær får den blanke arhud til at ligne glinsende blod. “Nej”, hvisker jeg.

Sprogligt er Nanna som sagt dygtig til at skrive flydende og fængende. Det er en historie, der henvender sig til den brede målgruppe, og som, i min optik, kan fange opmærksomheden fra de yngre til de ældre. Og skønt historiens hovedpersoner er 15 år yngre end mig selv, så fornemmer jeg ingen steder, at ungdomsproblematikkerne taler forbi mig. Det er en af de største kvaliteter ved historien. At den kan tage udgangspunkt i flere helt banale emner, svøbt i science fictionens klør der omdanner handlingen til en spændingskurve, der kun stiger og stiger og stiger. Kærlighed, identitets forståelse, vrede og angst for det uforståelige og så lige et mystisk kompas.Whats not to like?! 🙂 Alt sammen kombineret med en underlagt humor der afløser de neglebidende øjeblikke med små klukkende fnis.

“Så man kan få hvad som helst at vide, hvis man vil?” spørger Lyra vantro. Jeg nikker. “Ja, hvis man er gode venner med Google.” “Hvem er han?” spørger Samson.

Og så vil jeg lige til slut nævne, at jeg nu hverken er på team-Alban eller team-Noah. Go Go team-Will! ❤

Tak til Nanna Foss for endnu et ubeskrivelig højt underholdnigsniveau. Det har været en stor fornøjelse at læse med videre, og jeg tripper for at læse nr. 3 i Spektrum serien.

Info:

Original title: GEMINIDERNE

Serie: SPEKTRUM

Forfatter: Nanna Foss

Forlag: Tellerup

Læst på: Dansk

Stjerner: 5/5

Anmeldt for Forlaget Tellerup