Mig før dig – Jojo Moyes (Anmeldelse)

IMG_1711

Dig før mig – 5 ud af 5 stjerner. (Gaveeksemplar fra Rosinante & Co.)

Lou Clark ved en masse ting.

Hun ved, hvor mange skridt der er fra bussen og hjem. Hun ved, at hun elsker sit arbejde på The Buttered Bun, og hun ved, at hun måske ikke elsker sin kæreste Patrick så højt, som hun burde.

Hvad Lou ikke ved, er, at hun lige om lidt mister sit job, og at det bestemt ikke er nemt at få et nyt.

Will Traynor ved, at han ikke længere har lyst til at lee.

Han ved, at livet nu føles småt og glædesløst, efter at han er blevet lam i stort set hele kroppen – og han ved præcis, hvordan han vil gøre en ende på elendigheden.

Hvad Will ikke ved, er, at Lou lige om lidt vil bryde ind i hans liv og gøre hans dagligdag knap så farveløs.

Og hvad ingen af dem ved, er, at de kommer til at forandre hinandens liv for altid.

Når man dykker ned i en ny bog, starter et nyt eventyr, giver sig hen og oplever med personerne i historien, er der altid to udfald. Man finder oplevelsen særdeles vidunderlig eller ikke. En bog som ‘Dig før mig’ har været utrolig hypet, og da vi til bogbloggertræffet fik bogen og en invitation til at deltage i Read-along, som optakt til at efterfølgeren ‘Efter dig’ udkommer, var der mange af de andre bloggere, som allerede har læst bogen, der begyndte at snakke om store følelser og masser af kleenex. Jeg er ikke typen der “fysisk” påvirkes af en bog. Ja, jeg kan sagtens få en klump i halsen eller synes at bogen er sød, sørgelig, uhyggeligt osv. Men det er meget meget sjældent, at jeg direkte græder. Jeg mindes faktisk kun at have gjort det en gang før i løbet af de sidste par år, og det var da jeg læste ‘En flænge i himmelen’. Så da jeg skulle til at læse ‘Dig før mig’, var jeg ikke bare påvirket af forventningens glæde men også en smule af alle andres oplevelser af bogen. En smule skeptisk og overbevist om at jeg nok ikke skulle regne med tårer og kleenex moments.

Boy was I wrong!

Sikke en historie. Jeg sad helt paf tilbage efter at have vendt sidste side og havde meget meget svært ved at acceptere, hvad jeg lige havde læst. Jojo Moyes vælger at gå i mod alt, hvad jeg traditionstro havde af forventninger, og blæste mig bogstaveligtalt omkuld. Jeg lå bagefter i min seng og kiggede op i loftet og virkelig følte, hvordan historien satte sig fast i mit sind. Det bliver uden tvivl en bog, jeg tager med mig mange mange år frem, og som jeg nok vil forsøge at læse igen, bare for at se om det virkelig var sandt. Kunne en historie virkelig påvirke mig så meget?

Jojo Moyes skriver flydende og let, og jeg havde på intet tidspunkt problemer med at holde koncentrationen. Hendes beskrivelser er dragende, og der er flere steder, hvor jeg virkelig kan føle den sorg eller glæde, som hovedpersonerne i historien gennemgår. Især Lou’s oplevelse i slotslabyrinten får mit hjerte til at banke afsted og klumpen i halsen til at vokse. Dialogerne mellem Lou og Will er skarpe og man kan føle den ping pong der foregår mellem dem, og hvordan den langsomt ændre sig undervejs.

Det er kombinationen af de seriøse emner og store følelser, med skarp humor, der gør denne bog, til en af de bedste jeg har læst indenfor dens genre. Derfor fortjener den også alle 5 stjerner.

Jeg er utrolig spændt på at læse efterfølgeren. Den har virkelig noget at leve op til.

Info:

Original title: Me Before You

Forfatter: Jojo Moyes

Forlag: Rosinante & Co; Cicero

Læst på: Dansk

Stjerner: 5/5

Gaveeksemplar fra forlaget

2 thoughts on “Mig før dig – Jojo Moyes (Anmeldelse)

  1. Pingback: Oktober, november og december update (Læste bøger) | nenaskov

  2. Pingback: Læste bøger i 2015 | nenaskov

Skriv en kommentar