Jeg henter solen ned – Jandy Nelson (Anmeldelse)

IMG_1779

Jeg henter solen ned – 4 ud af 5 stjerner (Anmeldt for Plusbog.dk)

Jude og Noah er tvillinger, men gør alt for at undgå hinanden. Noah er indadvendt og passioneret omkring sin kunst. Han tegner og maler og forelsker sig i den karismatiske nabodreng. Jude er den udadvendte søster, som går med knaldrød læbestift og surfer med de cool fyre. For tre år siden var de udadskillelige, men nu taler de slet ikke sammen. Hvad er der sket? Alt er forandret: Jude går på den kunstskole, som Noah så brændende ønskede sig ind på, deres mor er død i en tragisk ulykke, og inden ulykken flyttede faren fra familien.

Noah fortæller om årene op til bruddet, mens Jude fortæller om årene efter bruddet. Hver især kender de kun halvdelen af historien. Hvis de vil vide, hvad der egentlig skete i familien; hvis de skal have en chance for at komme videre, er de nødt til at finde ind til hinanden igen og dele deres historier.

Jeg henter solen ned har i den sidste tid rejst rundt på de sociale medier, og der har været en tydelig begejstring. Så da jeg fik lov til at anmelde bogen for Plusbog.dk, var jeg spændt på, om bogen i mine øjne levede op til de utallige komplimenter fra kollegaer i bloggerverden.

Vi følger Jude og Noah i en periode af deres liv, hvor store beslutninger skal tages, og hvor ungdommens problematikker kan have en tendens til at flytte fokus, fra det der i virkeligheden er vigtigt. Alderens skyklapper slører og forårsager endnu flere problemer, end situationen nødvendigvis giver anledning til. Begge tvillinger forsøger at finde deres plads i livet, og i jagten formår de at både såre og glæde hinanden og folk omkring dem. Det er ikke nemt, når man egentlig ikke ved hvem man selv er, og stadig skal vise sit ansigt ud ad til.

Som mor til tvillinger har jeg hurtigt opdaget, at skønt børnene er født på samme tid, så er de meget individuelle. Hver deres personlighed giver anledning til frustrationer, når man, uden at ville det, alligevel sammenligner dem. Jude og Noahs forældre oplever samme følelse på både godt og ondt, og deres ihærdighed på at skabe realtioner med deres børn krakelerer maleriet.

Jeg synes, det er en rigtig spændende historie, og jeg er begejstret over måden, hvor på Jandy Nelson formår at indskrive små tekststykker om tvillinger. Et af mine yndlings var dette:

Hvis den ene tvilling bliver såret, bløder den anden.

For skønt man har med to individer at gøre, så er tvillinger oftest også opvokset i en form for symbiose, der resulterer i et helt specielt bånd. Dette bånd var tydeligt i historien om Jude og Noah, og var med til at gøre historien det mere følsom. Stripper man selve skellettet fra alt andet, så er historien ret lige til, og der var ikke de store aha oplevelser undervejs. Men alt det som Jandy Nelson har fyldt på i form af f.eks. tvillingekonceptet, Judes hang til hendes mormors overtro, Noahs verdenssyn, Oscars charme og Guillermos kærlighed, bliver historien straks en fantastisk fortælling om kærlighed, passion, ærlighed og lyst til livet.

Så ja, bogen lever op til det, jeg havde hørt forinden min læsning! En sød, sjov, romantisk og gribende historie.

Info:

Original title: I’ll Give You the Sun

Forfatter: Jandy Nelson

Forlag: Gyldendal

Læst på: Dansk

Stjerner: 4/5

Anmeldt for Plusbog.dk

1 thoughts on “Jeg henter solen ned – Jandy Nelson (Anmeldelse)

  1. Pingback: Oktober, november og december update (Læste bøger) | nenaskov

Skriv en kommentar