Mit hjerte og andre sorte huller – Jasmine Warga (Anmeldelse)

IMG_0577

Mit hjerte og andre sorte huller – 4 ud af 5 stjerner (Anmeldereksemplar)

16-årig Aysel tænker meget på at dø.

Hendes far har begået en frygtelig forbrydelse, hele byen taler om. Folk hvisker om hende bag hendes ryg og hun føler sig dårligt tilpas i sin mors nye familie.

Det er derfor, Aysel har planer om at taget sit eget liv, og der er kun ét problem- hun ved ikke, om hun har modet til at gennemføre det alene.

I et forum på nettet, hvor man kan finde en selvmordsmakker, møder hun Roman, en teenagerdreng, der også er meget langt nede – og hun og Roman beslutter at tage herfra sammen.

Roman har allerede sat datoen. Der er kun 24 dage til.

D. 11/6 udkommer denne ungdomsroman, og det er uden tvivl et bud på sommerens bog indenfor sin genre. Bogen har fået talrige fine anmeldelser, efter den udkom i USA i februar, og filmrettighederne er også allerede blevet solgt. Mit hjerte og andre sorte huller er for dem, der også holdte af  ‘En flænge i himlen’. Skønt emnet tager en anden drejning, og hviler på karakter med andre egenskaber, så kan man sige at tabuet, kærligheden og ungdommen går igen. Og det på den helt rigtige måde hvis du spørger mig.

Helt grundlæggende så tager ‘Mit hjerte og andre sorte huller’ udgangspunkt i følelserne. Aysels frygt over de gener hendes far kan have efterladt i hende, og den sorte slange som fylder hendes mave ud og suger alt, hvad der er godt og lykkeligt til sig med så stor kraft, at hun ikke har nogen chance for at kæmpe igen.

Hvis man skar min mave op, ville depressionens sorte slange glide ud. Studievejledere elsker at sige: “Tænk positivt”, men det er umuligt, når man har noget inden i sig, som kvæler hver eneste lillebitte gnist af lykke, man kan tvinge frem. Min krop er en effektiv kværker af positive tanker.

Og Romans dårlige samvittighed, overfor verden omkring ham, der er baseret på den verdensafgrænsning man ofte befinder sig i, når man ikke er ældre, og depressionens fingre har fat. Mødet mellem de to, deres rejse sammen og deres overbevisning om at verden vil være et bedre sted, hvis de ikke er der mere, rammer dybt og sigende – tankevækkende og følsomt.

Men Aysel er ikke kun defineret af hendes ønske om at begå selvmord. Hun har også fået muligheden for at dele sin passion for fysikken med læseren, og den måde hvorpå hun anskuer verden og hendes kommende farvel gennem fysikkens love, giver historien sit eget unikke twist.

Har et lig stadig potentiel energi, eller bliver energien forvandlet til noget andet? Kan potentiel energi bare blive til ingenting?

Karaktererne omkring Aysel og Roman er i bogen beskrevet i både dybe og flygtige vendinger. Men jeg er ret glad for, at Jasmin Warga har valgt ikke at give dem alt for meget opmærksomhed, da det netop er Aysel og Roman, man skal følge. Om jeg er enig i de valg, som familierne omkring de to træffer, kan jeg ikke altid svare på, men jeg synes, at både Aysels mor og Romans mors beskrivelser og roller i historien giver læsningen en vinkel, der kan inddrage mit eget moderlige gen, og jeg havde mulighed for ikke bare at læne mig tilbage og være en del af Aysels og Romans rejse, men også deres forældres. Så kan man diskutere, om hvorvidt at Aysels far burde havde haft en større mulighed for at komme på banen, men jeg synes egentlig, at hans fravær i person gav historien et snert af mystik, der tilføjede spænding og forundring.

Min oplevelse med ungdomsromaner kan være blandet – dog holder jeg meget af deres lette sprog og dybe plot. De fleste ungdomsbøger behandler dybe og virkelighedsnære emner, og forfatterne tør tage tingene op på et rent og ærligt niveau, der giver mig muligheden, som læser til at føle og forstå. En flænge i himlen, Dig og mig ved daggry, 21 måder at dø og nu Mit hjerte og andre sorte huller er ungdomsperler, jeg har anmeldt her på bloggen, og jeg føler mig priviligeret over, at jeg som voksen kan få så meget ud af at læse med. Derfor er det en stort begejstring, der fylder mig, når jeg læser Mit hjerte og andre sorte huller, for jeg mener, den kan nå langt med sit budskab og Jasmin Wargas flydende og rammende sprog. For jeg tror netop, at noget af det der fryder mig hos ungdomsromanernes forfattere, er deres evne til at skrive i et sprog, der kan læses af ung som gammel.

Mit hjerte og andre sorte huller får 4 ud af 5 stjerner, fordi den opfyldte alle mine forventninger, men den sidste stjerne kan jeg ikke give, da jeg ikke følte mig fyldt over forventninger. Den 5 stjerne gives til den ultimative læseoplevelse og skønt denne bog er en bog, jeg meget gerne vil anbefale alle med lyst til ungdomsromaner og de svære emner, kærlighed og skønne ordvalg, så synes jeg desværre, at slutningen for mig faldt en lille smule til jorden. Jeg havde nok forventet et lidt større festfyrværkeri.

Mit hjerte og andre sorte huller er et must-read for unge og for alle os andre, og havde jeg haft den i hænderne før, var den også uden tvivl endte på min liste over anbefalinger til sommerens læsning. (Se min liste her).

Info:

Original title: My Heart and other Black Holes

Forfatter: Jasmine Warga

Forlag: Nyt Nordisk Forlag

Læst på: Dansk

ISBN:9788717045019

Stjerner: 4/5

1 thoughts on “Mit hjerte og andre sorte huller – Jasmine Warga (Anmeldelse)

  1. Pingback: Juni update | nenaskov

Skriv en kommentar