Bryllupsnatten – Sophie Kinsella (Anmeldelse)

Anmedelse først udgivet på Lovebooks.dk 

Bryllupsnatten – 5 ud af 5 stjerner (Anmeldt for Lovebooks.dk)

Lottie vil bare så gerne giftes. Hun er sikker på, at kæresten Richard har tænkt sig at fri, men hun bliver desværre slemt skuffet. Da hun en dag opsøges af sin gamle ungdomsforelskelse Ben, bliver hun overvældet af minderne og gamle følelser og ender med at tage en drastisk beslutning. De gifter sig og flyver straks af sted på bryllupsrejse til den græske ø, hvor de mødtes femten år tidligere. De glæder sig til bryllipsnatten. Alt bliver perfekt. Tror de.

Fliss står midt i en svær skilsmisse, og derfor kommer nyheden om lillesøsterens spontane bryllup som et stort chok. Hun er opsat på at gøre alt, hvad der står i hendes magt, for at stoppe parret. Hun vil få dem til at indse, at ægteskabet er en stor fejltagelse, og beslutter sig for at rejse i hælene på dem til Grækenland. Men hun havde ikke lige forudset, at det ville blive med sin lille søn, Bens forretningsparter og Richard på slæb. Det bliver bestemt mindeværdigt, men ikke lige som Lottie havde drømt om…

Grundstrukturen i en kærlighedshistorie er meget basal, og ingen forfatter kan forventes at opfinde den dybe tallerken, når de skriver endnu en sød fortælling om en kvinde og en mand, der skal mødes i et hav af udfordringer. Jeg har læst kærlighedshistorier i mange år nu, og kan tydeligt mærke netop denne flade udvikling, som desværre ikke alle forfattere formår at arbejde omkring. Derfor er jeg ret kræsen, når jeg begynder på endnu en chick-lit roman. Ikke fordi jeg forventer at opdage noget nyt, men i stedet fordi jeg forventer, at forfatteren formår at wow’e mig ,indenfor for de rammer der er sat og har været sat i mange mange år. 

SOPHIE KINSELLA GØR DET IGEN

Jeg har læst næsten alt, hvad Sophie Kinsella har skrevet, og den seneste bog Shopaholic stiler mod stjernene var et stort hit. Både pga. gensynet med Becky, men også pga. Sofie Kinsellas evne til at drage mig ind med hendes ord. Bryllupsnatten var mit næste Kinsella projekt, og jeg må indrømme, at selvom jeg stort set har nydt alt hvad Kinsella har skrevet, så var bagsidebeskrivelsen ikke så fængende, at jeg straks sprang på bogen, og forsidebilledet desværre heller ikke min form for dragende forside. Men en mulighed for at læse bogen i forbindelse med Lovebooks gjorde, at jeg alligevel begav mig på en ny Kinsella oplevelse. Og det eneste jeg fortryder nu er, at jeg ikke læste den noget før. Sikke en sød historie og uden tvivl magi fra Sophie Kinsellas hånd. 

Bryllupsnatten tager os med på eventyr til en græsk ø, hvor der mange år forinden opstod en ungdomsforelskelse fyldt med passion og lidenskab. Lottie og Fliss er søstre, og Fliss, der er den ældste, har altid passet godt på sin lillesøster, da deres mor ikke har formået at gøre sit arbejde. Denne moderlighed følger Fliss i voksenlivet, og da Lottie pga. et forlist forhold pludselig drager tilbage til grækenland og ungdomsforelskelsen, føler Fliss, at det er hendes opgave at få styr på alle trådene og overbevise Lottie om, hvad der er bedst. Det bliver en rejse fyldt med overraskelser, forhindringer og pludselige rejsepartnere og både Lottie og Fliss ender med at tage deres syn på livet op til overvejselse. 

At læse historien er som at tage et pusterum i hverdagen – for mig var det som et helle, hvor jeg kunne lukke alt andet ude og blot koncentere mig om Lotties og Fliss’ historie. Jeg nød Lottie’s skøre tankegang, der til tider mindede mig en om Beckys skyklapper og naive sind, og Fliss umådelig store søsterkærlighed, der får hende til at smide alt og rejse efter Lottie. Deres indbyrdes bånd både på godt og ondt, er med til at give historien et præg af et bredt kærlighedsaspekt – mere end blot den traditionelle kærlighed mellem hovedpersonerne. 

Den er en sød og skæg, præcis som en perfekt chick-lit bog skal være. Jeg nød stort set hver side og bevægede mig gennem et bredt følelsesregister, præcis som jeg mener man skal, når man læser en rigtig kærlighedshistorie. 

Info:

Original title: Weeding Night

Forfatter: Sophie Kinsella

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Læst på: Dansk

Stjerner: 5/5

Anmeldt for Lovebooks.dk

1 thoughts on “Bryllupsnatten – Sophie Kinsella (Anmeldelse)

Skriv en kommentar