Himlen ved mine fødder – Jandy Nelson (Anmeldelse)

  

Himlen ved mine fødder – 5 ud af 5 stjerner (Anmeldt for Plusbog.dk)

Lennies storesøster Bailey dør pludselig en dag. En fatal hjertefejl viser det sig. Lennie kan ikke acceptere tabet, og sorgen vælter hende konstant omkuld, hver gang hun rejser sig bare den mindste smule. I sorgen finder hun og Baileys kæreste Toby sammen. De nærer hinandens længsel og føler, at når de er sammen, bliver Bailey en lille smule levende igen.Men en dag står Joe og banker på Lennies dør. Den nye fyr på skolen, der aldrig har kendt Bailey, og som puster til den glød, der ulmer i Lennie. En længsel efter at leve igen, som Lennie bare ikke vil give plads til. Men Joe er stædig, og Lennie er pludselig splittet mellem Toby, der giver Bailey liv, og Joe, der giver Lennie liv.

Hjerteskærende, følsom, frustrerende og fantastisk. Jandy Nelson har skrevet en historie om tabet af en dyrebar kærlighed og den process man skal igennem efterfølgende. Sorgen og den dårlige samvittighed. Mest af alt den dårlige samvittighed over at livet går videre, og at man føler sig på vippen mellem den altødelæggende følelse af savn og den spirende og gennemtrængende forelskelse. Vi er med på Lennies rejse efter hendes søster Baileys pludselig død. Om hendes liv uden en mor, med en bedstemor der kun maler med grøn maling, en onkel der ryger lidt for meget hash og som konstant gifter sig, og en veninde der ikke er plads til længere.

Lennie er fortvivlet og fyldt til randen af et enorm savn og stor sorg. Hun finder trøst hos Toby, der forstå hendes savn, da han var Baileys kæreste, og hun finder måske lidt glæde i livet, da hun møder Joe med det fantastiske store smil. Men er det okay at være lykkelig, når ens søster lige er død?

Normalt bygger forfatteren historien op mod en klimaks, der får tårerne til at løbe ned af kinderne. Som f.eks. i Jojo Moyes ‘Mig før dig’, hvor slutningen efterlod mig i fosterstilling med kleenex liggende i bunker ved siden af sofaen. Men her er Jandy snu og en lille smule ond. Hun starter nemlig sin historie med en forfærdelig nyhed. Lennies søster er død! Og selvom vi ikke kender Bailey, og at vi faktisk heller ikke kender Lennie endnu, så er det en frygtelig start, der dog samtidig gør sit arbejde i at få læseren til at vende side efter side… hvad er meningen med galskaben? En helt eminent skrevet ungdomsroman der slog benene væk under mig op til flere gange. Skønne Lennie tryllebinder med hendes historie, og hendes små digte/vers der efterhånden findes flere steder, i den lille by hvor hun bor.

‘Himlen ved mine fødder’ er for alle dem med det blødende hjerte for ungdommens svære valg og uforudsigelige udfordringer. Det er især en bog til dem der holdte af Jandy Nilson’s ‘Jeg henter solen ned’.

Info:

Original title: The sky is everywhere

Forfatter: Jandy Nelson

Forlag: Gyldendal

Læst på: Dansk

Stjerner: 5/5

Anmeldt for Plusbog.dk

Skriv en kommentar