Værelse med udsigt – E. M. Forster (Anmeldelse)

IMG_0323

Værelse med udsigt – 4 ud af 5 stjerner

Lucy Honeychurch er draget til Italien sammen med sin kusine Charlotte Bartlett. Vi møder dem første gang i Firenze på Pension Bertolini. Et sted hvor de socialieserer med både vellidte og knap så vellidte mennesker. Lucy og Charlotte møder blandt andet Mr. Emerson og hans søn George, i en noget uheldig situation. Lucy og Charlotte er nemlig blevet lovet værelser med udsigt, men dette løfte er ikke blevet opfyldt. Da Mr. Emerson hører dette, tilbyder han at de bytter værelser. Et tilbud der dog i følge damerne vil sætte dem i gæld til de fremmede mænd. En gæld som et øjeblik betyder mere end udsigten. Heldigvis for alle parter, kan præsten Mr. Beebe hjælpe til, så alle er tilfredse og uden fortvivelse.

Charlotte skal på turen fungere som Lucy’s chaperone. Et job hun tager meget seriøst, da Lucy er meget ung og derfor både naiv og uviden om verdenen omkring hende. Dog sker det, at Charlotte lader Lucy ende i situationer, hvor hun pludselig befinder sig i George Emersons selskab. Et selskab Lucy har svært ved at håndtere pga. modstridende følelser. Det sker til og med, at George stjæler et kys fra den unge pige, kort inden hun forlader Firenze og drager mod Rom. Deres oplevelse er ikke uset, og Charlotte træder i karakter og sætter en stop for alt den usømmelighed, og derfor efterlader Lucy George i Firenze, uden at veksle et ord med ham.

Det næste vi hører fra Lucy, er at hun er forlovet til en anden mand, Cecil Vyse. Men Cecil opfører sig yderst snobbet overfor Lucy og hele hendes familie, og derfor står Lucy nu overfor et svær beslutning. Skal hun fortsætte sin forlovelse? I mellemtiden er George Emerson flyttet til Lucys by, og mødet mellem de to bringer følelser i spil.

Jeg havde meget svært ved bogen i starten. Gengivelsen af kvindernes evige indre dialog, kan til tider virke langsommelig og kedelig, men ikke desto mindre vigtig. Og det var som om at historien åbnede sig som en blomst, jo længere jeg læste. Det er en historie om kærlighed og det handler om alle de ting, der på den tid var vigtige i en kvindes liv. Lucy skal træffe nogle vigtige valg, og hun påvirkes af de mennesker omkring hende i sådan en grad, at hun må finde et fast stå sted, for ikke at falde. Det ligger så langt fra den tid jeg selv lever i, og det er nok den del der både gør historie fascinerende og kvælende på samme tid. Men den blomstrende historie, komplimenterer den udvikling som Lucy gennemgår og jeg ender med at være betaget. Jeg er overbevist om, at en klassiker som denne, har vundet så mange hjerter, pga. dens ord og omfavnende sætninger. Måden hvor på omgivelserne omkring Lucys barndomshjem beskrives, giver læseren en følelse af at stå midt i det grønne landskab med solen bagende på kroppen.

Jeg vil anbefale Værelse med udsigt, til alle dem der godt kan lide en sød historie om kærlighed, og som, hvis de som mig som normalt bevæger sig i den moderne chicklit genre, også har brug for en anden vinkel i ny og næ. For det er jo udfordring pludselig at skulle begive sig ind i kvindens sind, med så store ord og vendinger, som vi normalt ikke oplever i en Sophie Kinsella eller Marian Keyes bog. Læs Værelse med udsigt hvis du har lyst til at nyde sproget og dets betagende virkning på sindet. Hvis du drages af datidens til tider snørklede, men helt fantastiske måde at beskrive verden på. Læs Værelse med udsigt hvis du er til en smuk historie og alt hvad det indeholder.

Det er ikke muligt at elske og skilles. De vil ønske det var. De kan omforme kærligheden, ignorere den, bringe forvirring ud af den, men De kan aldrig trække den ud af Dem. Jeg ved af erfaring, at digterne har ret: Kærligheden er evig.

Info:

Original title: A room with a view

Forfatter: E. M. Forster

Forlag: Rosenkilde og Bahnhof

Læst på: Dansk på Mofibo

Stjerner: 4/5

2 thoughts on “Værelse med udsigt – E. M. Forster (Anmeldelse)

  1. Pingback: Februar update | nenaskov

  2. Pingback: Om min læseklub | nenaskov

Skriv en kommentar