Snart BogForum

I dag starter BogForum, og min Instagram flyder med skønne stemningsbilleder. Jeg sidder her i regnfulde Horsens, og drømmer mig til Bella Center. Væk fra bleer og gylp. Skønt det ikke var meningen, at jeg skulle afsted, fandt vi alligevel en løsning med ungerne, og derfor kan jeg i morgen sætte mig ind i bilen, sammen med et par søde piger, og køre mod København. Sidste år var jeg afsted både fredag og lørdag og allerede der, havde jeg svært ved at nå det hele. Så i kan sikkert godt forestille jer, hvor meget jeg gerne vil nå i år på bare en dag. Faktisk så meget at jeg skal klone mig selv, hvis det kan lade sig gøre. Heldigvis gjorde jeg mig den erfaring sidste år, at det er rart at have ting i reserven. For lysten kan skifte, og det oplæg man havde planlagt at høre, er måske slet ikke lige det man trænger til. Så jeg har lavet en lang liste og forsøgt at fordele ‘Snak/oplæg’ i en kolonne og ‘Signeringer’ i en anden.

IMG_1916

I kan finde mig med dette ‘skilt’ – skønne Tellerup! 

Noget af det jeg glæder mig aller mest til, er stemningen. Bare at tøffe rundt og nyde energien og de skønne lyde af glade mennesker der deler deres store passion med andre. Sidste år spiste jeg frokost på gulvet, siddende op af væggen ind til en af de store scener hvor fra jeg kunne betragte en masse mennesker, der gik forbi. Der er altså bare noget magisk over glade og inspirerede mennesker.

Af oplæg glæder jeg mig til at høre Erik Valeur. Jeg har forsøgt at blive færdig med hans bog ‘Logbog fra et livsforlis’, som jeg har fået af Politikens Forlag, men desværre er det ikke nået. Jeg glæder mig alligevel til at høre ham, da det jeg har læst er super fedt. Så håber jeg bare, ikke at alt for meget bliver afsløret! 🙂

Udover Erik Valeur vil jeg også høre Sofia Manning snakke om hendes nye bog ‘Mit hemmelige forhold til mad’. Jeg er uddannet coach hos Manning Inspire og har altid været enormt inspireret af Sofia. Jeg skal også høre Hella Joof, Julie Berthelsen, Linse Kessler, Karen Thisted og selvfølgelig Leonora Christina Skov.

Mit forsøg på at gøre det overskueligt. 

Og jeg skal helt sikkert købe en masse bøger. I år har jeg sågar lavet en liste over de bøger, jeg håber på at få med hjem. Mit problem er bare, at jeg også bliver nødt til at slæbe bøger med derover, så de kan blive signeret. Og på den front får jeg også travlt. Jeg skal forbi Nanna Foss, Lene Kaaberbøl, Haidi Wigger Klaris, Pernille Vørs, Christina Bonde, Peter Madsen, Erik Valeur, Louise Haiberg og en håndfuld andre. Så jeg overvejer helt seriøst at slæbe min kuffert med! 🙂

Det er iøvrigt en super hyggelig dag at tænke et år tilbage på – for da jeg gik rundt på BogForum sidste år, havde jeg lige fundet ud af, at jeg var gravid med Jorian og Tristan. Jeg havde det ikke særlig godt, da jeg havde haft en større væskeansamling i maven, en bivirkning ved at være i IVF behandling. Men i og med at vi havde kæmpet så længe for at få Alexander, og at vi så hurtigt var blevet gravide med tvillingerne, så kunne intet afholde mig fra at gå småsmilende rundt for mig selv på BogForum. Det var en fantstisk tid. ❤

Er i/ skal i på BogForum i år? Hvem skal i se/høre?