Foredrag med Leonora Christina Skov

 

For lidt over en uge siden så jeg tilfældigvis et opslag på facebook, om at Leonora Christina Skov kom til Odder bibliotek. Ret spontant skyndte jeg mig ind og købte en billet, da jeg desværre måtte misse hende i juni, da hun besøgte århus, og jeg har ærgret mig lige siden. Den gang var jeg ret så højgravid med tvillingerne, og det kunne ikke lade sig gøre – så da muligheden bød sig, kunne jeg ikke andet end at springe til. Leonora Christina Skov har skrevet ‘Hvor intet bryder vinden,’ som jeg anmeldte i juni. Jeg havde egentlig ikke hørt så meget om hende før, hverken som forfatter eller debatør, men den bog var så velskrevet og dragende, at jeg straks fik øjenene op for hendes evner.

Foredraget, som Leonora Christina Skov holdte i Odder, var om netop denne bog. Jeg har skrevet et par notater undervejs, som jeg vil dele med jer, i et forsøg på at give et indblik i denne oplevelse af en karismatisk og veltalende kvinde, der tydeligvis brænder for det hun laver, og som konstant forsøger at dygtiggøre sig ved observation og perfektionisme.

Midt mellem bøger sidder jeg og venter på, at klokken skal blive 19.00, og at Leonora Christina Skov skal gøre sin entre. På den ene væg står der HØJTLÆSNING, hvilket egentlig skaber en perfekt kulisse til denne aftens talte fordybelse i netop en læsning, vi alle har gjort. Lokalet summer spændt, og det lader til, at flere er kommet i mindre grupper. Måske er det læsegrupper, Loger eller bare gode venner, der er taget afsted sammen. Ihvertfald virker samtalerne omkring mig glade og spændte. Mens solen går ned på himlen og skaber et rødligt skær i lokalet, på en helt almindelig torsdag aften, møder vi kvinden bag mesterværket.

Leonora Christina Skov træder selvsikkert og målrettet ind i lokalet, og opmærksomheden vendes straks mod hende. Jeg sidder selv på tredje række – føler mig som værende til en intimkoncert med mit yndlings bandt. Efter en slurk vand begynder fortællingen. 

Vi bliver præsenteret for de mange tanker bag bogens hovedpersoner og inddraget i hele den process at få en historie til at udvikle sig til en helhed med masser af tråde, der undervejs skal samles. 3 år har det taget fra første tanke til sidste rettelse, og bare 20 udkast blev printet og rettet, inden Leonora overhovedet sendte det til sin redaktør for første gang. En perfektionisme der gennemsyrer niveauet. Mange af personerne i bogen afspejler personer, som Leonora har mødt i virkeligheden og ofte på en af hendes mange residencies rundt om i verden, og nogle af handlinens små finurligheder er inspireret af hendes eget liv, og de oplevelser hun har haft. Sammen danner det rammen for en fortælling, der efter min mening, virkelig hænger sammen og hvor man som læser ikke efterlades med følelsen af hastværk og usamhørigt plot.

Efter snakken om ‘Hvor intet bryder vinden’ fortæller Leonora om sin rolle i medierne og det at gå fra at være stor debattør, ofte citeret, til at gå offline og kun have fokus på sin bog. Det er være alle steder til pludselig slet ikke at være. Glemmer folk mig mon? Kan min roman overleve, når nu jeg ikke har været tilstede så længe? Og til det kan, alle vi der har læst bogen, vist kun sige – Det kan den helt sikkert. For ‘Hvor intet bryder vinden’ taler for sig selv. Den behøver ikke et offentlig ansigt til at promovere sig. Det er et mesterværk uden nogen former for men. 

Det var en fornøjelse at høre, se og tale med Leonora Christina Skov. Jeg er virkelig glad for, at jeg tog den hurtige beslutning om at køre til Odder. Og som prikken over i’et fik jeg selvfølgelig også en lille signering i mit eksemplar af ‘Hvor intet bryder vinden’. Jeg kan kun anbefale at tage ind og høre Leonoras foredrag. Det er en aften med litterær fordybelse, humor og fed indsigt.

IMG_1784

Reklamer

Mit møde med Maren Uthaug

IMG_5340

I aftes havde jeg fornøjelsen af at lytte til Maren Uthaug i to timer, til et arrangement på Horsens bibliotek. En arrangement som havde samlet en flok spændte mænd og kvinder, til en aften i Marens tegn. Jeg var selv meget spændt på at møde kvinden, bag min elskede bog og en af mine første rigtige forfattersigneringer, så det var helt klart en aften, jeg havde set frem til længe.

Da vi ankom, var der en kop kaffe eller te og et stykke chokolade, og snakken gik lystigt blandt de fremmødte om alt mellem himmel og jord. Der var også enkelte, der havde taget deres strikketøj med. Stemningen var god og forventningsfuld.

Og så kom Maren… En kvinde i blåt, med et stort smil og meget gestikulerende personlighed. Mit første indtryk var sjov, sød og venlig; Kæk, glad og åben. Hun startede med at fortælle om sin blog og sine tegninger. Om den lørdag hvor Allan, hendes mand, annoncerede at han tog på skiferie, og den efterfølgende lørdag hvor hun bestemte sig for at tegne sin frustrationer ud på bloggen. En ide der bragte mange tusinde besøgende med sig, og pludselig skabte en ivrig strøm af glade. begejstrede og underholdte læsere på Marens blog.

Inden da skulle vi også have historien, om den kjole som Maren havde på, den dag manden smed bomben om skiferien. En kjole fra hendes gudmor, en excentrisk og fascinerende dame. Og ligepræcis det med at væve historierne ind i hinanden og få talen til at flyde grænseløs ud over forsamlingen, var Marens store styrke til hendes foredrag. Det blev spændende, og det blev spontant. Ja, sådan føltes det i hvertflad, selvom jeg godt ved, at Maren havde sine cue cards at holde sig til og en rødtråd. Men det virkede ikke indstuderet og firkantet, men istedet let og menneskeligt. Man kunne føle Maren, som hun stod foran os i projektorerens skarpe lys, og gladeligt fortalte sin historie. Nåh ja, og så den der kjole.. det var den Allan endte med at blive fotograferet i, og måtte lide den ubarmhjertelige skæbne at ende på bloggen i fuld dagslys. For der er jo kun 500 mennesker der ser det, havde Maren sagt den gang. Det ændrede sig dog hurtigt. Om det var hans lange ben der gjorde udslaget ved jeg ikke – men jeg føler, han selv var lidt uden om det. 🙂

Maren fortsatte sin historie hen over hendes roman “Og sådan blev det”. En ikke selvbiografisk historie, der følger Risten fra Nordnorge til Sønderjylland. Fra barn til voksen. En bog som jeg har anmeldt her, og en bog jeg klart vil anbefale, da jeg synes den ucensurerede måde Maren går til verden på, er fascinerende og rigtig god underholdning. Og selvom Maren selv er opvokset i Nordnorge, med en samisk far og er flyttet til Sønderjylland, hvor der boede vietnameser i perioder, så er det ikke en selvbiografi. Som Maren selv siger, så byttede hun f.eks. om på at hendes mor var dansker, men i historien er Risten mor samer og omvendt med faren. Netop for ikke at skrive deres historie, men at kunne holde sig til den fiktive verden, hun havde skabt omkring Risten og hendes forældre Rihtta og Knut. Men der er ingen forfattere, der skriver 100% uden at bruge de ting de kender til og evt. har oplevet. Så Marens egen viden, både teoretisk og det følelsesmæssige, har givet historien det ekstra kick, der gør den skøn.

Til slut i foredraget blev der mulighed for at stille spørgsmål til Maren, og her kom vi blandt andet ind på, at hun til årets bogmesse i bellacentret i november, tegner live akkompagneret af en nøgen mand, der spiller banjo. Præcis hvordan dette kom i hus, blev også afsløret til hendes foredrag. En aften med drinks og et kort hukommelsestab, kommer til at ende i vores fornøjelse som tilskuer. Det bliver virkelig en oplevelse, jeg ikke vil gå glip af.

Et spørgsmål, afledt af spørgsmålet om den ikke-selvbiografiske roman, var om Marens tegninger er selvbiografiske. Og der fik vi afvide, at dét er dem på bloggen, men at dem man læser i politikken ikke nødvendigvis er. “Der sker ikke så meget spændende i mit liv, at jeg kan komme med nye store ting hver dag”, var en af Marens kommentar. Desuden fortalte hun også, at hendes børn har et valg om at komme på bloggen og i striberne. Hun ber’ altid om deres godkendelse først. Allan mistede den ret, da han kom på bloggen iført kjole. 🙂

Et andet spændende spørgsmål drejede sig om “tegne-blokering”. Om Maren nogensinde oplevede det? Dertil svarede hun nej, men at det kan være hårdt at være på forkant hele tiden, når man skal skrive en stribe til hver dag. Det er ligesom at smørre madpakker. Det fortsætter jo i en uendelighed. Der er altid endnu en dag – aldrig en ende.

Et spørgsmål jeg selv sad med, men som en anden kom mig i forkøbet, var selvfølgelig om der var en ny roman på vej. Og der til kan jeg afsløre, at alle os der elsker Marens første bog, kommer til at vente i spænding, for det er der. Hvad den handler om og hvornår den er færdig fik vi ikke afvide, men jeg er ikke i tvivl om, at det er ventetiden værd.

Det var en stor fornøjelse at møde Maren og høre om hendes historier. En forfatter sætter sit personlige præg, på alt hvad han eller hun skriver, og når man har mødt dem, kan man endnu bedre ane snerten af dem i deres historier. Nogle mere end andre. Og jeg er ikke i tvivl om, at det er Maren, den person jeg har mødt, der står bag de striber jeg holder så meget af. Hele hendes person skinner tydeligt igennem i striberne, og det er lige præcis det, der gør dem så unikke. Som Maren selv sagde, så havde folk være overrasket over at hun kunne skrive en roman, når hun nu var tegner. Men at sandheden egentlig er den anden vej rundt. Jeg ser det nu som en uadskillelig kombination. For stegerne er ikke de samme uden teksten, men teksten bakkes perfekt op af stregerne. Det er både litteratur og humor på topplan. En sand fornøjelse!

Kender du ikke Maren, så klik dig forbi hendes blog. Det er klart besøget værd.

Billede 09-10-14 07.59.49

Købte Marens første Grafic Novel og fik den selvfølgelig signeret! -) 

Billede 09-10-14 07.58.25

Billede 09-10-14 07.57.36

Min ‘Maren samling’