Jorian og Tristan – 11 måneders opdatering

IMG_1537

Hyggestund på madrassen er virkelig populær hos både børn og voksne.

Tænk sig at det snart er et år siden, at jeg var indlagt på Horsens sygehus. 11 måneder siden at vores liv for alvor blev vendt på hovedet. Det føltes som en stor omvæltning at få Alexander for 3,5år siden, men at få flere børn og flere på en gang… Det var alligevel en oplevelse der er svær at forstå, med mindre man har stået i det. Og nu er det 1 juni, de er 11 måneder, trives, og er de skønneste unger. Ja, altså når de ikke lige, er de største bøller! 🙂

De er overalt! Jeg kan godt huske, at Alexander også var i alt, og at vi flyttede ting, der kunne gå i stykker, ud af børnehøjde. Vi er så heldige at i den nye stue, er der ikke mange steder at placere pæne ting endnu, så vi har blot valgt, at vente med at sætte for mange ting op og gøre indretningen færdig, indtil de er lidt større. De dyre lamper og vaser står stadig i flyttekasser – i sikkerhed! Men det med bevægelse – det er nu også bare enormt hyggeligt, at blive overfaldt af to tumlinge, der griner over hele ansigtet, og som siger de sjoveste små lyde. Jorian har kravlet et stykke tid nu. Altså sådan rigtig kravlet. Og han kommer nemt op og stå og tager skridt, når han skubber ting omkring. Her indenfor de sidste par dage er han også begyndt at kunne holde balancen stående et par sekunder uden at støtte ved noget. Og han bevæger sig fra støtte til støtte. F.eks. fra sofa til sofabord osv. Tristan kravler slet ikke. Han laver stadig ‘armystyle’ og trækker sig frem med sin arm. Han står fint i kravlestilling og kan skubbe sig op og sidde, men så snart han skal fremad, så lægger han sig på maven.

Så det bliver spændende at se om Tristan overhovedet kommer til at kravle, og om Jorian tager sine første rigtige skridt, inden han fylder 1 år. Snart løber de begge omkring og plager om is sammen med Alexander! 🙂

Tristan – Charmetrold! ❤

Og de spiser helt vildt. Det kan være noget af et cirkus, når man forsøger at få tre børn til at sidde nogenlunde pænt og spise aftensmad, især når de to små mener, at de er døden nær, når de er sultne. Den mest brugte metode for at gøre opmærksom på sine pinsler, når man hedder Tristan, er at kaste sig bagover i stolen og skrige højt og længe. Hans og jeg tager os selv i at køre vores egen mad ind uden den store opmærksomhed og bagefter kan ingen af os svare på, om det egentlig smagte godt. Jeg har længe gerne ville gå i kamp mod de ekstra kilo, som den sidste graviditet har ladet sidde, men så længe man ikke engang har tid til at mærke efter om man er mæt, om maden smager af noget eller kan lave meget andet end ting med pasta og kartofler, så er overskuddet der bare ikke. Det er ingen hemmelighed at sukker har været vores redning, og stort set hver aften, har vi indtaget sofaen med reparations cola og snolder. Det lyder lidt som om vi er teenagere og har tømmermænd – men det er udelukkende restitution på vores sindstilstand. Og især når man som mig, det påstår Hans i hvertfald, spiser med følelserne, så kan en marsbar godt nok gøre meget.

Og det bliver hurtigt en vane ik? Altså den marsbar. Den bliver næsten taget ud af skabet og spist, uden at man lægger mærke til det. Så nu har vi forsøgt aktivt at træffe nogle andre valg. Ikke at have en masse slik liggende, og ikke at lade det være en selvfølge hver aften. Det bliver dog aldrig en sort/hvid process for mig. Jeg kan ikke, og vil heller ikke, banelyse noget i min kost. Jeg vil ikke kunne holde det i længde. Så hellere tage små skridt og lade det være op til mine smagsløg i stedet for mine følelser. F.eks. i dag åbnede Lagkagehuset en afdeling i Horsens, og da de havde jordbærtærte på tilbud, så skulle der selvfølgelig jordbærtærte til kaffen.

Men hov, det skal jo egentlig ikke handle om mig og min vægt, men om tvillingernes udvikling. Det hænger dog bare gevaldigt sammen, når overskuddet sættes på standby. Men vi føler, at det så småt kommer krybende tilbage. Typisk så sover alle tre unger kl. 20, og ofte er putning af de små blot en flaske, en sang og så efterfulgt af en halv times tid hvor Jorian skal overbevises om, at han skal lægge sig ned i sengen og ikke stå og feste.

Jorian – Hej far! ❤

Vi har dog haft et par nætter i denne uge, hvor det hele falder fra hinanden, og de vågner og er kede af det. Jeg tror, det er varmen, og vi skal lige vende os til de nye hus og temperaturen. Vi har haft Jorian inde mellem os, hvilket dog har været total kaos, og i nat endte jeg med at ligge nede i fodenden, for ikke at vække barnet, der endelig havde overgivet sig ved min hovedpude!

Rent udviklingsmæssigt så er alt som det skal være, og de er vidt forskellige. Det kunne virkelige være to drenge født med flere års mellemrum og ikke på samme tid. Men sådan er det jo med tveægget. Jeg synes dog, at de ligner hinanden mere nu, end de gjorde da de blev født, så jeg er spændt på at se dem om 10 år. Også bare for at se om de kommer til at ligne Alexander mere.

Gyngen og sandkassen er et hit når vi er i haven. Hans vil bygge en større sandkasse i sommerferien.

Næste projekt er spis selv med ske og drik selv af kop. To projekter der kommer til at kræve en del tålmodighed og oprydning. Jeg tror, det bliver, når Hans er alene med dem! HAHAHAHAHAHHAH…. 😀

Næste opdatering bliver umiddelbart den sidste sådan rigtige månedsopdatering, da de jo så fylder 12 måneder. Men mine unger vil selvfølgelig ikke forsvinde fra bloggen. Husk i kan altid hoppe forbi på Instagram (nenafunkskov), hvor der ihvertfald ugentligt er billeder af mine skønne unger.

Dejlig sommerdag til alle derude.

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s