København tur/retur

75CB0F17-2411-47E6-A220-6488A4EC88F1

Vi har længe snakket om, at Alexander skulle have en togtur. Det er enormt sjældent, at vi kører med både bus og tog, så vi skal prioritere det som en oplevelse, når han skal prøve det. Vi har ind i mellem taget bussen her hjemme i Horsens, hvilket han synes er vildt sjovt. Det er bare så’n en kort tur.

Så jeg besluttede mig for at få lavet en aftale med en veninde i København, så vi kunne tage toget over og overnatte. Det endte med at blive til en helt familietur – ihvertfald for Hans, Alexander og jeg selv. En masse kvalitetstid med den store, mens Jorian og Tristan kom på overnatning og miniferie hjemme hos mormor og bedstefar.

Alexander og jeg tog toget over torsdag formiddag. Jeg havde været praktisk gris hjemmefra, så vi havde en pose fyldt med juice, pølsehorn, vand, snolder, frugt og rugbrød. Det var helt perfekt ikke at skulle bekymre sig om at få købt en masse inden afgang. Plus det er jo klart billigere.

Turen derover gik næsten glat. Jeg kan godt mærke, at han ikke sover regelmæssig middagslur mere – hvilket betyder, at vi kun putter ham, hvis han virkelig er træt, eller selv beder om det – og på togturen ville han absolut ikke sove. Men han bliver jo stadig lidt træt, og så kan det være meget hårdt, når moren stiller krav og sætter grænser. Men det var minimalt, hvad vi havde af konflikter. Vi havde faktisk meget mere hygge og sjov.

Fremme gik vi en tur ned af strøget. Jeg havde bestemt mig for, at det 100% skulle være en ‘for børn’ tur, så vi gik udelukket efter butikker, som Alexander ville finde sjove. Først var vi inde i Hamleys, hvor der var masser af underholdning. Et klaver på gulvet og en lyserød gris der kunne grynte og gå. Den er blevet navngivet Far-Gris! 🙂

Bagefter var vi et smut i Disney Store, hvor jeg dog var lidt for nærig. Selvom jeg dog kunne købe mig fattig i Woody (Toy Story) dukker og søde hoppebolde med glimmer. Alexander havde en fest!

Jeg havde taget klapvognen med, hvilket var meget smart, for nu var det tid til en lille lur… ja altså Alexander trængte til en lur, 😉 og jeg kunne så udnytte tiden til en runde i en boghandel, og jeg kunne få os transporteret ud, til der hvor vi skulle overnatte. I bussen derud blev jeg mindet om, hvor utrolig egoistiske folk kan være. Nu tror jeg slet ikke, det kun sker i København, det er bare aldrig sket for mig i Horsens. En kvinde, der også havde klapvogn med, mente at hendes skulle fylde hele området for klapvogne, så min skulle stå halvt ude i midtergangen, hvor folk stødte ind i den og ind i den ende hvor Alexanders hoved lå. Det skal lige nævnes, at hendes knægt ikke var i vognen med sad på sædet! grrrr…. jeg er dog for konfliktsky, så jeg forsøgte at få det bedste ud af situationen uden at skulle diskutere. Jeg kan godt bagefter give mig selv en skideballe over at være så dårlig til at sige fra. Øv.

Men det var også den eneste dårlig oplevelse på hele turen!

Fredag tog vi i ZOO. Vi har været i ZOO med Alexander for 2 år siden, men det her var godt nok en helt anden oplevelse. Han var helt vildt begejstret og ville se flere dyr og flere dyr og flere dyr. Ja og da han så nåede legepladsen, ville han ikke se flere dyr! 🙂 Jeg glemmer ofte at han jo er lige så begejstret for en almindelig legeplads, som for så meget andet man betaler i store mængde for.

Da han igen dejsede om i klapvognen, gik jeg ud til Vanløse, hvor vi skulle mødes med Hans.

Lørdag gik med hyggeligt familie besøg, og så kørte vi retur til Horsens lørdag aften. Søndag havde vi alle børnene hjemme igen, og den stod på færdiggørelse af legehus og leg.

AA5550AD-F8B1-498B-968A-DD39DCB6BD5E

Det er virkelig vigtigt for mig, at vi kan lave noget alene med børnene. Både at jeg kan lave noget alene med dem uden Hans, men også at vi kan splitte de små, så de får mere opmærksomhed. Især Alexander der ofte bliver bedt om at klare meget selv. Han vokser virkelig med opgaven og er begyndt at være en virkelig opmærksom storebror, plus han kan mere og mere uden at skulle have hjælp – men det betyder ikke, at han ikke stadig har behov for sin mor og far. Og så er sådan en tur jo helt perfekt. ❤

Næste gang er det Jorian og Tristan, der skal have lidt alenetid med mor og far!

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s