LORT

I min planlægning af de næste par uger med boganmeldelser og andre indlæg faldt jeg over dette indlæg skrevet i maj, men som aldrig blev udgivet. Nu her tæt på målet synes jeg, at jeg vil udgive det – ucensureret og ærligt.  Hvorfor det aldrig blev udgivet er mig en gåde – for denne blog er selvfølgelig ikke kun til de lyserøde øjeblikke. Og når man er gravid, og hormonerne raser, så skal der ikke så meget til, før korthuset vælter. Heldigvis har tiden siden maj ikke udelukket været trist og forfærdelig. 🙂

IMG_9561

Jeg fortæller gerne om mit liv og min passion her på bloggen og deler både glæder og sorger. Dog er der alligevel nogle indlæg, der ikke altid er så nemme at få skrevet – men som jeg alligevel gerne vil skrive, fordi jeg gerne vil fortælle andre derude, at hvis de har det som mig, så er de ikke alene. Sådan et indlæg har jeg forsøgt at skrive i dag. Det er måske et brokke-indlæg og det er absolut ikke for at fremhæve mig selv som offer, but here goes….

Jeg har nået mit max. Den her graviditet, og hele situationen omkring ift. familie, job, studie osv., har kørt på de sidste reserver, og nu er jeg simpelhen nået dertil, at jeg bare ikke orker det mere. Det er jo meget typisk, at man i slutningen af graviditeten må acceptere at hverdagen ændres, og at det man kunne før, ligger så enormt langt fra det man kan nu. Og det virker lidt som om at det “bare” er en accept, man må gøre, for thats just the way it is…. Men thats not just the way it is! Ihvertfald ikke for mig. Jeg kan ikke nå til den accept, eller jeg har ikke givet mig selv lov til at nå den accept, og derfor bliver jeg konstant presset af mig selv og omverden til at nå nogle mål, jeg slet ikke kan nå. Det er vigtigt for mig at pointere, at ingen tvinger mig til at gøre noget, jeg ikke vil, og at det i bund og grund er et spørgsmål om, at jeg ikke får sagt stop og får taget mig sammen til at lave de ændringer, jeg egentlig har brug for. Når det kommer til stykket, er der kun en i spotlight, og det er mig selv. For det er min opgave.

Jeg er dødtræt af at være hæmmet og hverken kan hjælpe til derhjemme med haven og huset eller med Alexander. Jeg bliver ædt op af den dårlige samvittighed over kun at kunne være halvt med til alt. Jeg har svært ved at håndtere, når folk omkring mig siger, at den dårlige samvittighed bare er noget jeg må acceptere. For det bliver kun værre når tvillingerne kommer til verden og kræver alt min tid. Jeg har så svært ved at acceptere, at det at få flere børn skal gå ud over dem man har i forvejen. Og det piner mig, at der nok ikke er noget at gøre udover netop at acceptere det.

Jeg er ved at blive sindsyg over min”korte” overkrop og den konstante smerte i ribben og bund, fordi tvillingerne aser og maser. Spark og bevægelse er jo noget af det skønneste – men lige pt. er det svært at glæde sig over den konstante pladsmangel og udsigten til, at det kun bliver værre som de vokser.

Så er der graviditetssukkersygen, og mit evige behov for at skulle tænke over alt hvad jeg propper i munden. Det hænger mig langt ud af halsen. Og min evige optimisme, når jeg snakker med folk og de spørger til min situation, er ved at blegne, og jeg kan mærke, at jeg i virkeligheden bare har lyst til at fortælle hvor lort det er. Jeg savner muligheden for den nemme aftensmad, fredagssnolderet og muligheden for at hente en sandwich til frokost. Jeg savner valget og ved godt, at følelsen højst sandsynlig kun opstår fordi jeg netop ikke har valget, men derfor er jeg stadig nået til det punkt, at når den næste spørger mig om hvordan det hele går, så har jeg lyst til at råbe og skrige, at jeg er ved at kaste op af at være gravid og at jeg lige pt. bare ikke gider mere.

Og min eksamen. Jeg er slet slet ikke nået så langt, som jeg burde, og det er så tydeligt, hver eneste gang jeg kigger på min læseplan. Jeg har bare ikke energien til hverken at læse eller arbejde, og hver gang jeg sidder op, bliver jeg konstant mindet om min korte overkrop. Jeg vil virkelig gerne gennemføre min eksamen og lukke det kapitel, i stedet for at have det hængende over mig mens jeg er på barsel, men jeg er begyndt at tænke på, om jeg overhovedet kan leve op til mine egne strenge krav, og om det måske bare er spild af mine frustrationer og skolens tid, at jeg bliver ved med at tro på, at det kan lade sig gøre.

Men ikke nok med at jeg døjer med at få studiet til at hænge sammen, så spøger økonomien også. Først fordi jeg skulle i praktik og derfor ikke kunne arbejde, og dernæst pga. en meget tidlig sygemelding, der har efterladt os med kun SU som indtjening fra min side. Over en halvering af min indkomst netto, og det har været at mærke i budgettet. De næste 12 måneder får jeg så dobbelt SU, men det er stadig en nedgang, og alt hvad der hedder opsparing og overskud, bliver nu til en by i Rusland. Desuden er jeg tvunget til at blive på studiet, og læse mens jeg er på barsel, for at jeg overhovedet kan få dobbelt SU så længe og ikke skal tilbage på enkelt SU eller job allerede til december. Endnu et pres om at skulle kunne håndtere studie, tvillinger og alt andet på en gang.

Og med økonomi og studie forhøjes puljen med vores hussalg. Det fylder jo rigtig meget i tankerne og det faktum, at der endnu ikke har været en eneste, der har bedt om en fremvisning, er ved at drive mig til vanvid. Det er nok en naturlig del af et hussalg, at man skal vogte sig med tålmodighed, men tanken om at det hele skal være en kamp, både fordi at vi må vente og leve med 3 børn i et hus der er for lille, men også at det måske økonomisk kan blive en udfordring, både skræmmer og frustrerer mig. Og så er der jo den med at gøre klar til tvillingerne… hele glæden ved at bygge rede er heletiden overskygget af ,at vi ikke har plads til hverken seng eller kravlegård, og at vi nu skal til forsøge at holde pænt hus til hussalg, mens alting fylder, roder og ligner opkast af stofbleer, legetøj og sutteflasker.

Når alt kommer til alt, så er det værste dog, at hver eneste gang jeg tænker over alle de ting jeg netop har nævnt, så føler jeg mig som et uforskammet, forkælet barn, der bør tænke på alle de mennesker, der har det værre end mig, og at mine problemer i virkeligheden slet ikke kan betragtes som andet end brok og bræk.

For 4,5 år siden var vi i tvivl om vi nogensinde kunne blive forældre, og om vi ville få et af vores største ønske opfyldt, så det faktum at vi om kort tid bliver beriget med 2 skønne drenge og så kan være vores egen “lille” familie på 5, burde jo være en glæde der overskyggede alt andet. Og jeg vil så nødig lyde utaknemmelig, for jeg ved der sidder rigtigt mange derude, der ikke får opfyldt deres drøm. Men jeg er bare ikke i stand til at se længere end min egen næse for tiden, og kan man egentlig overhovedet forlange det? Er det ikke okay bare at være led og ked af det hele og have lyst til at begrave sig under dynen? Jeg bliver ihvertfald nødt til at være ærlig overfor mig selv, og ja nu også min omverden. Jeg bliver nødt til at lære at sige stop. Om det så betyder, at jeg må hoppe over min eksamen, træde et skridt tilbage fra det der sker omkring mig eller hvad det bliver, det må jo så være min opgave at finde ud af ved at mærke godt efter.

Jeg vil som sagt ikke forsøge at hente en masse medlidenhed med dette indlæg, og jeg er udemærket klar over, at det sagtens kan komme til at lyde som en ordentlig omgang vås – det er nu en gang bare sådan jeg har det for tiden, og hvis jeg vil nå den accept som umiddelbart er den eneste løsning for at komme videre, så kræver det at jeg er ærlig. Så dette er mit første skridt. Øv for en søndag og øv for en følelse!

IMG_9566

Som en afsluttende opsamling så endte det jo egentlig med, at jeg gik op til eksamen og bestod med et flot 7 tal. Graviditetssukkersygen er blevet en naturlig del af min hverdag, og nu kan jeg selv styre hvad jeg kan/må spise, uden at skulle sige nej til alt.

Vi har gjort klar til tvillingerne, selvom pladsen ikke er stor – det skal nok fungere. Huset er stadig til salg, og selvom der har været mere aktivitet siden da, så er jeg stadig frustreret på dette punkt.

Jeg håber på, at jeg, da jeg skrev indlægget, gav mig selv muligheden for at blive klogere. Jeg har ihvertfald som sagt haft det en del bedre, og nu jeg kigger tilbage og læser, så har jeg reageret på en del af mine bekymringer. Så det er jo dejligt når man lærer af sine egne erfaringer! 🙂

Nu er der ihvertfald ikke længe til at selve graviditeten er overstået – så må tiden vise om det at have to nyfødte i huset ikke også giver nogle spekulationer og bekymringer. Jeg vil våge at påstå, at hvis det ikke gør, er der noget galt! 🙂

 

Advertisements

One thought on “LORT

  1. Pingback: FØDSELSDAGSUGE – The best | nenaskov

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s