Mit bidrag til Metro-litteraturkonkurrencen 2014

Hvert år afholdes en litteraturkonkurrence, hvor vinderne bliver hængt op i metroen som QR-koder. En oplagt mulighed for ukendte forfattere til at få deres værker læst. Jeg valgte at deltage med en enkelt novelle, som jeg dog desværre ikke vandt med. Så i stedet vil jeg dele mit bidrag herinde, så der alligevel kan blive en smule ‘glæde’ af den! Vinderne kan læses her.

God fornøjelse

 

Beslutningen

Der er så mange ting hun ikke forstår, og så mange ting hun ikke vil forstå. Der er ting i livet som virker så urimelige, at hun ikke har lyst til at forstå grunden til at de sker. Hun kan mærke kulden, men den kan ikke fratvinge hende varmen. For varmen kommer indefra, og den lader sig ikke bekæmpe.

Mørket samler sig om Karen, og forsøger at kvæle lyset fra hendes cykellygte, den eneste lyskilde hun har. Men hvis hun træder i pedalerne og får hjulene til at fortsætte deres rotation gennem mørket, bliver lyset ved med at vise vejen. Hvis hun blot fortsætter.

Hun er på vej, men hun har allerede glemt hvor hen. Hendes tanker har forladt den stille villavej og svæver tilbage til morgenens lægeaftale. Lægen havde ikke syntes, at hun skulle tage tilbage på arbejdet, men ligesom lysets behov for den evige rotation af hjulene for at kunne være til, så havde hun brug for at fortsætte og give sig selv en pause i hendes ellers altoverskyggende tankespind.

Når Karen var på kontoret, var der styr på alting. Hun vidste præcis, hvor hun skulle hen, og hvad hendes opgave var. Det hele passede i de firkantede kasser, der stod overalt på hendes kontor. Kasser til ting der kom ind, kasser til ting der skulle ud, kasser til ting der kunne vente og kasser til ting der hastede. Kasserne var hendes redning, for de kendte deres plads og overraskede hende aldrig. Ja, det var her på kontoret, hun havde fred for verden, der gik videre nede på gaden i et mylder af manglende struktur og rette linjer, og i et tempo hvor selv den hurtigeste sprinter ville få sidestik.

På kontoret fungerede Karen som en flittig bi i en bikube; Summende travede hun afsted i den sædvanlige retning. Mod kunderne, mod kontrakterne, mod målet. Og hun var god til sit job. Det var ikke normalt, at hun roste sig selv, men på jobbet var det ikke svært at give sig selv den kredit hun fortjente. Det var så nemt at spejle sig i chefernes lykkeønskninger og ros. Rosen fungerede som limen i Karens hårde skal. Skallen der omgav hendes inderste og holdte alt andet ude. Det var den andre så op til og beundrede. Ikke hendes inderste. Hendes inderste ville skræmme dem og skabe forvirring. Hendes inderste var et mørkt sted fyldt med lange snørklede gange, der alle endte ud i et gabende tomt rum. Der var dog en direkte vej mellem Karens skal og hendes inderste. Et sted helt nede under ribbenene kunne hun mærke en sitren. Den kunne til og med fortsætte gennem hele kroppen og ende ud i en form for ekstase, der gav hende et smil på læben, og en udstråling man ikke kunne undgå at blive draget af. Kunderne følte hendes tilstedeværelse som en fortrøstning og overbevisning om, at det produkt de var ved at købe, var det bedste på markedet. Hendes udstråling blev hendes våben. Men det krævede, at hun fik oparbejdet den dybe sitren, så det var med en nødvendig og stærk vilje, at hun fortsatte den dag, uden at blive slået omkuld. Hun var målrettet. Intet blev overladt til tilfældigheden, når hun var på arbejde. Og da slet ikke i dag.

Ved fyraften, mens kontoret langsomt blev tømt for mennesker, var Karen stadig igang under skrivebordslampens skær, og arbejde på den sidste kontrakt hun havde fået i hus. Hendes krop var stadig væk fyldt med den velkendte sitren, og hendes fingre havde arbejdet sig gennem den lange tekst, der skulle påføres alle kontrakter, inden de blev arkiveret. Det sidste punktum var blevet sat med en lige så sirlig følelse, som alle punktummer hun satte. Ingen var nogenside blevet påvirket af at være det sidste, og intet var nogensinde forkælet af at være det første. Ensrettetheden var en konstant faktor i hendes arbejdsmoral.

Da hun efter et intenst øjeblik havde løftet hovedet, var det gået op for hende, at hun sad alene tilbage, og at hendes lampe var den eneste, der sendte sit gule lys ud i det ellers kuldsorte lokale. Hun havde rejst sig sikkert, og havde slukket sit lys; Sat retning mod garderoben og dernæst forladt bygningen præcis som alle andre aftener. Alene. Fra bygningens mørke og ud i nattens lys. Det var først da hun trådte ud på fortovet, at smerten ramte hende i brystet, og det krævede alt hendes energi og vilje at forblive stående. Smerten tog til, men hun var ikke overbevist om, at det var en fysisk smerte. Hun vidste inderst inde godt, hvor smerten kom fra.

Mads havde ringet tidligere på dagen, men hun havde ikke svaret. Hun havde ikke været i stand til at give ham de dårlige nyheder. I stedet havde hun sendt ham en kort SMS, om at hun var i møde hele dagen og ville ringe senere. Det havde han åbenbart accepteret, for hun havde ikke haft flere ubesvarede opkalde den dag. Og nu lå hendes telefon stadig på skrivebordet ved siden af hendes nyeste kasse. Ting der skulle glemmes.

Karen har normalt altid fuld kontrol. Det er ikke ligesom nu, hvor hun cykler afsted mod lyset forude. Nu hvor hun har glemt hvor hun kommer fra, og hvor hun er på vej hen. Smerten fra før har fortaget sig, og det eneste hun sanser er vindens kærtegn på hendes ansigt.

Det er først, da hun er ved at være ude af villakvarteret, at hun opdager stranden og vandet der breder sig ud i hendes synsfelt. Altoverskyggende og umulig at vende sig fra.

Helt fremme ved parkeringspladsen, lige inden asfalten skifter til sand, kan hun ane en skikkelse stå med ryggen til hende og kigge ud over vandet. Hendes fingre klemmer pr. refleks om styret, mens hun i et splitsekund overvejer at stoppe op og vende om, men den så velkendte sitren gennem kroppen overtager hendes nervesystem, og benene fortsætter deres rytmiske bevægelse og får cyklen til at køre tættere og tættere på.

Nu kan hun se den velkendte muskuløse ryg, der dog i nattens kølige favntag er dækket af den sorte læderjakke. En læderjakke hun så tit har begravet sit ansigt i. Hun har altid elsket duften af læderet, og dets kølige følelse når hun lagde kinden på hans skulder.

Hun må have afsløret sig selv, for han vender sig om, præcis da hun når frem, så de står ansigt mod ansigt. Månens lys skinner ind fra vandet og lægger deres ansigter i halvt lys og halvt mørke. Hans ene øje skinner reflekterende, og hans mundvig trækker sig op i et skævt smil. Det var det smil, der havde forført hende første gang for så mange år siden. Et smil, han med stor selvtillid, udemærket ved smelter hendes hjerte. Hans hår bevæger sig i vinden og ligger sig om hans ansigt, hver gang vinden holder pause for at trække vejret. Hans hud ser næsten grå og bleg ud i det sparsomme lys, og det får ham til at se ti år yngre ud. Som var han ikke ældet en dag siden sidst.

Uden et ord stiller hun cyklen op af lygtepælen, og de går sammen ned på stranden. Karen har taget sin sko i hånden, og hun kan mærke sandets ru følelse mod hendes bare hud. Tæerne sænker sig i, efter som hun bevæger sig længere og længere ned på stranden. Til sidste er hele hendes fod sunket så lagt ned, at hun ikke kan se de rødelakerede negle mere. Hun kan dufte hans hud, blandet med tang og saltvand. En berusende duft. De sætter sig så tæt de kan, uden at deres skuldre rører hinanden og forbliver i tavshed. Der er ikke brug for ord, der er ikke brug for andet end stilhed.

Samme morgen var Karen blevet vækket af sirenerne fra en brandbil. Det havde været før vækkeuret, så hun havde haft god tid inden hendes lægeaftale, og hun var tumlet ud af sengen og ud på badeværelset. I spejlet over håndvasken så en fremmed kvinde tilbage. Kvinden havde store sorte render under øjnene, og håret var vildt og uglet og stod ud til alle sider. Det mindede Karen om hendes mors rosenbusk, når den stod stor og vild op af barndomshjemmet. Kvindens kinder var en smule udmagret, og Karen kunne ikke lade hver med at have medlidenhed med hende. Gad vide om hun havde nogen til at tage sig af sig? Nogen der elskede hende? Kvinden kiggede Karen dybt i øjnene og afslørede et distancerede blik, som Karen genkendte men ikke kunne sætte en finger på. Det var øjenene, der grålige og tågede, mindede hende om noget hun havde set før, men som lå for langt væk til, at hun kunne finde det frem igen. Kvinden i spejlet løftede det ene øjenbryn og rynkede på panden, hvilket fik hende til at se mistænksom og hjælpeløs ud på samme tid. Karen rystede på hovedet og vendte ryggen mod spejlet. Hun tændte for bruseren og tog stille tøjet af. Langsomt, en ting af gangen, trak hun det af sin stadig halvsovende krop og lagde det sirligt sammen på bænken ved siden af toilettet. Hun trådte ind under den varme bruser og lukkede verden ude med vandets susen.

Den lange gang på sygehuset hen til lægens kontor, lå badet i det kolde og kunstige lys fra lysstofrørerne. Karen kunne høre sine skridt give genlyd, og hendes åndedræt accelerede i takt med at hendes hjerte slog over i fuld galop. Omkring hende emmede den naturlige travlhed mellem patienter så hårdt ramt, at de havde brug for hjælp til næsten alt. Og lugten. Det var lugten, der var værst. Den rev i næseborderne, og hun kunne med garanti sige, at det var lugten af død. Det var ikke mere end 5 år siden, at hun havde været her sidst. Den gang var det hendes mor, der var indlagt. Lugten havde været umulig at vaske ud af tøjet, efter det havde været slut.

Hun skulle nå helt nede i den fjerneste ende uden at vende sig om og løbe tilbage af gangen og ud i den kolde november luft. Det havde sneet i løbet af natten, og det hvide tæppe der dækkede de uberørte områder på fortovet, havde virket så umådelig smukt og roligt, midt i den grå sjap som morgen trafikken havde skabt. Karen kiggede op og opdagede, at hun stod udenfor hendes mors gamle stue. Hendes ben gav pludselig efter og opførte sig som gummi. Hun måtte gribe fat omkring en stol, der stod ude på gangen, og nåede akkurat lige at glide ned på gulvet, inden det sortnede for hendes øjne. Klik, klik klik… en gentagende lyd skar sig dybere og dybere ind i kraniet og fik hende til at krympe sig sammen, præcis som når man kører en negl over en tavle. Men kliklyden forsvandt ikke, den fortsatte, og hendes krop nægtede at lyste hendes bøn om at rette sig ud og løfte øjenlågene. Hun mærkede et svagt prik i armen, og kroppen slappede straks af. Hun fik ikke mere kontrol, men nu var hun i det mindste ikke i den ubehagelig krampagtige stilling. Bag de lukkede øjenlåg, kunne hun fornemme det skarpe lys på fra loftet, og hun kunne mærke, hvordan hun blev løftet fra gulvet. Lugten afslørede hendes destination. Lægen havde altid haft denne syrlige rengøringslugt på sit kontor, og ganske rigtigt, da hendes øjenlåg efterfølgende lystrede og lod hende se igen, kiggede hun op i loftet og ind i ansigtet på den høje overlæge. Han så på Karen med alvorlige øjne og kløede sig i sit lange skæg. Efter yderligere et par minutter, var hele Karens krop kommet under kontrol igen, og hun satte sig langsomt op. Han havde sat sig i en stol overfor og havde fundet hendes journal frem. Ud fra hans mine og tøven, var hun ikke i tvivl om hvad domme ville være. Hun var ikke i tvivl om, at de havde prøvet alle muligheder, og nu var der kun en vej tilbage.

Stranden er helt øde, og der er kun de to. Novemberkulden når ikke Karen, selvom hun stadig kun bærer sin tynde efterårsjakke. Hun føler hans tilstedeværelse beroligende, og den giver hende mere varme, end en brændeovn ville kunne. Hendes bare fødder er begravet i det våde sand og holder hende bundet til jorden. I takt med at snefnuggene falder en efter en, forsvinder lægens ord længere og længere væk i hukommelsen, indtil det blot er et ekko er noget ubehageligt, der hjemsøger hendes dybeste sind. Recepten på smerte og angst lindrende medicin ligger stadig på hendes skrivebord på kontoret sammen med hendes mobil. Nu er der ikke noget tilbage, der minder hende om denne dag, hvor hendes hjerte er holdt op med at slå, og hendes dom var klar. Hun sidder tilbage med klarhed og uden tvivl. Hun har truffet sin beslutning. Hun drejer hovedet og ser, at han holder øje med hende. Hans øjne dykker ned i hendes og efterlader hende stakåndet og svimmel. Han holder hendes blik fast og giver mine til, at de skal rejse sig. Karens ben vil ikke helt lystre, men hun kommer op og stå og bevæger sig ned mod vandkanten. Vandet er koldt og får hendes fødder til at stikke af smerte allerede kort tid efter kontakten mellem hud og vand. Hun fortsætter dog uberørt, indtil vandet når hendes hofter, og hun drejer hovedet for at fange hans blik igen. Han har stadig sin læderjakke på, og hans skæve smil forsikrer hende om, at han er der ved siden af hende. Sammen tager de endnu et skridt.

Tilbage på kontoret lyser mobilens display, og “Mads” står med store grønne bogstaver. I den anden ende sidder Mads, en usikker sygeplejeelev, der har fået til opgave at få kontakt til en patient. Han har snakket med hende en enkelt gang før for længe siden. Der er ingen, der svarer, og han lægger på. Hans vagt er snart forbi, så han må prøve igen i morgen. Mon ikke hun svare der.

Reklamer

One thought on “Mit bidrag til Metro-litteraturkonkurrencen 2014

  1. Pingback: Metro-litteraturkonkurrence 2015 | nenaskov

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s